Syvfingerroman 1983. Af Nielsen
Første kapitel.
Træsten. Vandjord. Ildluft. Vulkandal. Blodhår. Hjertenegl.
Løgn følges med sandhed. Dette var grunden til at han tyssede på frøen. ”shut up”: sagde han. Den kvækkede kvikt videre. ”Shut up!”. Den holdt kæft. ”Den har respekt, va”. En kraftig latter fik frøen til at kvække igen. ”Det var satans, så skal smage fars næver, va?”. Han fandt bandende frøen, og den fik lov til at smage hans hæl.
Andet kapitel.
Vi ser gerne en tilnærmelse til en for begge parter acceptabel løsning i den her givne konstellation. Mariehønsene fløj uanfægtet videre, og græsplænen blev igen slået, som traditionen foreskriver det. Med magt.
Tredje kapitel.
Profit og prostitution er det samme, og man bør ikke stille sig i løgnens skygge, sagde journalisten. Han tjente godt, men var plaget af armsved.
Danmarks nationalsang bør sættes i imperfektum. Der var et yndigt land. Han var kendt for at være hurtig. ”Undskyld, jeg bør vist præsentere mig selv. Mit navn er…, men han kunne have sparet sig. Pigen var døv. Og blind.
Fjerde kapitel
Solen står op til en splinterny himmel. Kaffen bliver brygget, drukket. Han så ikke solen, men han drak kaffen.
Femte kapitel.
Han tog støvlerne på. De var plettede, men skidt, han var i godt humør efter kaffen. ”Hej kone, ring lige efter en vogn, va. Du er en skat, min egen”.
På vejen ud til den ventende bil var han stadig glad og hoppede over en snegl der manøvrerede over en flise. ”Dejligt vejr, va. Bare sæt mig af i city, så går jeg resten af vejen”.
Sjette kapitel.
Han fik den journalistpris. Men han holdt aldrig op med at svede. Det var ham en frodig kilde til stress, irritation og ubehersket opførsel.
”Kan de ikke brændes væk, de forbandede svedkirtler, doktor?”. Han fik en eviggyldig recept på sveddråber (ren opium).
Syvende kapitel.
En heldig snegl så solen gå ned. I de sidste røde stråler stødte den ind i en kold frø. Men den havde ingen grund til at være nervøs. Altså sneglen. Den var endnu ikke klar over, hvor meget en støvlehæl kan skygge for solen.
0 Comments:
Post a Comment
<< Home